— 43 —
raae Kammerater, det vil sige, Bøger med Bind og i raa Materie, af Rectoren pakket ned i en stor Kasse, Laaget blev slaget til, et chaotisk Mørke omgav os i det snevre Fængsel, dette var da mit Livs første Periode.
Da jeg atter traadte frem for Lyset, var jeg i Kjøbenhavn i den Gyldendalske Boglade, hvor jeg, paa en af Hylderne ret paraderede i min nye Kjole, imellem flere smukke Folk. De gamle Folianter skjældte mig ud for Rus, men Lapse-Aanden, som var faret i mig, gav mig Vittighed nok, saa jeg ikke blev dem Svar skyldig. Utaaleligst var mig ellers Stereotyp-Udgaverne af de gamle Classikere; disse unge, indbildske, lærde Lapse, der vrimle af Trykfeil og ikke have Andet end deres Faders Navn, vilde altid have Forsædet og saae med Foragt ned paa mig og mine Lige.
De forskjellige Personer, som om Dagen traadte ind i Bogladen, og deres Samtaler morede mig meget; her fik jeg først et klart Begreb om Verden. Hvor glædede jeg mig ikke, hver Gang jeg hørte nogen rose min Fader eller mine Halvsødskende; dog ofte maatte jeg høre utaalelige Ting, ja man kaldte endogsaa mig Hjernespind og min Fader gal. En Scene glemmer jeg ikke; en Dag traadte en fornem Dame ind med to Herrer, jeg blev da lagt frem iblandt andre pene Bøger, men hvor fordreiede hun ikke sit gamle Ansigt, da hun hørte mit og min Faders Navn.
"Nei Gud bevare mig for den!" sagde hun, "det er jo Daarekistesnak! jeg veed ikke, hvor noget fornuftigt Menneske kan holde ud at læse Noget af denne Hoffmann!
