— 45 —
Ryg og brystede mig af mit hele pyntelige Udvortes, men just dette var ham en Torn i Øiet, han ønskede mig i raa Materie for selv at kunne udstyre mig, men da jeg var det sidste Exemplar af Djævels-Elixieren, tog han mig til sig. Tænk min Overraskelse og Skræk, da jeg saae mig bragt hen i et Leiebibliothek. "Farvel Julestue, Juletræ og søde Englebørn!" sukkede jeg; levende stode Spießs "Vandringer gjennem Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger" mig for Øiet, jeg tænkte paa de tydske Skjæbne-Tragedier, men jeg var Mand, jeg græd ikke. Hvilket Selskab befandt jeg mig ikke i? Forslidte, fidtede og forrevne Exemplarer vovede at kalde mig Kammerat og Broder. Et Papiirsfoderal blev sat omkring mig, og saaledes fik jeg Plads imellem et temmelig velklædt Exemplar af "det befriede Israel," som aldrig havde været ude af Huset, og en meget lurvet Herman von Unna, der saae ud til at have tumlet sig altfor meget i Livet.
To Dage stod jeg urørt paa den høie Hylde, paa den tredie Dag begyndte min Vandring. Det var en deilig, vinterklar Morgen, Solen skinnede gjennem de halvoptøede Ruder, da ......"
I det Samme slog Klokken tolv, jeg puttede ihast Bogen i Lommen, skyndte mig midt ud paa Broen, men Gud maa vide hvordan, nu faldt der mig ikke en eneste smuk Tanke ind, som jeg havde belavet mig paa. — See det var da det sidste Puds, det gamle Aar spillede mig.
