— 48 —
Hans Hoved svulmede af Uhyre Buler, som jeg opdagede vare Organer, hvilke han besad i en langt mere udviklet Grad, end vi. Latin var det eneste jordiske Sprog, han havde lagt sig efter; salig Cicero havde lært ham det for 200 Aar siden, da de traf sammen i en af de høiere Regioner; han talte det derfor meget classisk og havde desuden ogsaa et saadant Udtryk i sit Ansigt, at man aldeles uden Badens latinske Lexicon knnde forstaae selv de usædvanligste Ord.
"Deres Exellence", sagde jeg, da vi vare blevne lidt bekjendte med hinanden; "behag at tale lidt sagtere, ellers vækker de ikke blot Skildvagten og Vægteren, men det hele Qvarteer."
Han fulgte mit Raad; snart vare vi begge i en dyb Samtale, men da han begyndte med sit Barndomsliv, skyllede de hede Taarer ned ad Volden.
"Ak, græd dog ikke!" udbrød jeg, "ellers er De istand til at skolde mig med denne koghede Skylregn."
Da tog han et stort Skibsseil op af Lommen og tørrede de store Øine.
"Gjerne var jeg forbleven i Hjemmet," sagde han, "i hvor lille jeg end er, men det gaaer saa langsomt med Befordring, efterdi Folk leve deroppe saa mange Aar. Vor hele Bestræbelse gaaer ellers ud paa at blive saakaldte Jubel-Oldinger; naar man i 1000 Aar ganske ordenlig har passet sit Embede, saa bliver der slaaet Madailler for En, man bliver rost fra Prædikestolen, og er man Præst, kan man gjøre det selv, ja
