— 50 —
noget ganske andet, end en Fodreise fra Kjøbenhavn til Amager; men Herre Gud hvad man ikke kan gjøre i det Store gjør man i det Smaae. — Han fandt ogsaa, at Forholdet imellem min lille Reise og Dens, som reiser over Verdenshavet, just ikke var saa ulige, som naar han vilde sammenligne sin igjennem hele Universet med den, et Menneske kan gjøre fra een Verdenddeel til en anden.
Hvad er vel vort Verdenshav med alle sine Øer mod Himlens store Ocean med alle sine svømmende Kloder? Ikke engang saameget, som et lille Blækstænk imod hele det sorte Hav.
Det hele Planet-System, hvortil vi høre, fortalte Manden mig, var ellers ikke andet end en stor Skole, inddeelt ligesom Skolerne paa Jorden, i flere Classer, og i denne skulle Fornuftvæsnerne dannes for den store Evighed. Vi maae nu slet ikke troe, at vi ved Døden strax dimitteres til det store Universitet deroppe, ak nei! vi ere her paa Jorden endnu ikke længere end i Peblinge-Classen; Døden er kun en lille Examen, der flytter os i en høiere Classe.
"Men hvorledes er da hiin Forandring?" spurgte jeg den store Mand: "selv har jeg aldrig ret kunnet tænke mig, at den lille, snevre Grav kunde være Grændseskjellet imellem en sandselig Verden og den høieste Tilværelse. Rigtignok æde Ormene, som Kingo siger, Verdens Lyster ud, men jeg er dog bange for, at Sjælen kunde beholde en lille Tanke af dem. Da De har seet og talt med Personer i den anden Verden,
