— 52 —
Jeg blev en lille Smule hvad man kalder flau og var nær falden i elegiske Betragtninger, men saa begyndte det i det Samme at synge stærkt for mit høire Øre, (Enhver veed nok, hvad dette betyder), jeg hørte ganske tydelig Dig, min Læser, klage over, at den hele Reise blev Dig lidt for phantastisk, at det klang Dig som et broget Eventyr, en Skjærsommernats-Drøm; jeg syntes ogsaa, at Du kunde have noget Ret, og jeg besluttede at gaae i mig selv, blive et nyt og bedre Menneske, ikke flagre om paa Phantasiens bugtede Sideveie, men smukt stige ned af Volden og gaae Fornuftens lige Landevei, langs med Reberbanen. — Forsigtig begyndte jeg at klattre ned af Volden, men Skjæbnen vilde, at mine Fødder skulde glide, og jeg styrtede ned paa noget Haardt; det var en slumrende Vægter; han vaagnede, stirrede paa mig med store Øine, men sagde ikke et Ord. Mit Hjerte var saa fuldt; jeg følte den bekjendte, mægtige Længsel efter at meddele mig; Manden saae saa godmodig ud, syntes endnu halvt at drømme. Jeg udøste strax mit Hjerte for ham; men hvor studsede jeg ikke over hans Ideers Klarhed, det dybe Blik, han havde gjort i Naturen og Menneskelivet. — Nei, det var ingen almindelig Vægter! saadan en finder man neppe i Livet, men kun i Jung Stillings Fortælling[1].
- ↑ Vægteren og hans Datter.
