— 55 —
Mare, saa at han hverken kunde skrige eller reise sig — Snart mættede de Hungrige paa Straaleiet, og snart satte de en kjær Afdød lyslevende igjen tilbage i den gamle Huuskreds.
Men kun nogle Timer varer det deilige Tryllespil, saa kommer Fornuften og jager den gamle Mand Søvnen paa Døren; i Huj og Hast maa han da pakke sine brogede Drømmebilleder sammen, saa at vi sædvanligviis siælden faae en ordenlig Ende paa det natlige Skuespil. Den Gamle lister sig bort med sin hele Flitterstads, der bliver til Intet, naar man seer den ved lys Dag og med aabne Øine.
"Ja, den hele Herlighed hører just ikke til mit Departement, "begyndte min Ledsager igjen," det er et Skuespil, hvortil Taarnvægteren har første Plads, men det er ogsaa det eneste Jordiske, han har at fornøie sig med. Han er et indskrænket Væsen, et Slags Peri, der hverken hører til Himmel eller til Jord, men maa bevæge sig paa sin snevre Taarngang. Men vi hernede have Eventyr paa Eventyr, lige fra jeg faaer sat Liv i mine skjønne Aander og til Hanegal. — — Men De kjender nok ikke mine skjønne Aander?" spurgte han. "Der seer De strax een af dem," vedblev han og pegede paa Gadelygterne; "det er ganske morsomt at høre paa, hvorledes disse smaa Tingester kunne sprutte af Forfængelighed, naar der først er sat Ild i deres Smule Væge, og de saa skinne en halvsnees Skridt hen ad Gaden; strax see de med saadan Foragt op paa de velsignede Guds Stjerner, der dog ere ganske andre Folk
