— 64 —
Almanakkerne maatte da strax giøres om, da vi kunde faae en halv Snees Aarstider eller flere om Aaret, alt eftersom den nærmede sig mere eller mindre til Sol og Planeter. Det vilde blive en ganske artig Marsch! Jorden var istand til saaledes at komme ud af al Fatning, at den glemte at løbe rundt; saa blev det Sidste, næsten værre end det Første; da blev der en evig Dag paa den ene Side og en evig Nat paa den anden; her maatte man da brænde en god Ild, men saa fik ogsaa de Orthodoxe deres Helvede istand og behøvede ikke strax at tye til Bibelen, men blot sige; "gak selv at see!" — Jeg kan ellers tænke, at den mørke Side vilde blive et Slags Siberien, hvorhen man sendte Forbrydere og fattige Folk. Saaledes kunde vi nu fare om en Tid, saalænge Ridder Cometus ikke gjorde for store Spring, men Enden blev dog, at vi løb Panden imod en Planet, og brændte op i lys Lue, saa at der ikke engang blev en Reiser tilbage, der kunde beskrive: "den fürgterlige Ildebrand," og sukke over os: "arme Mennisker."
Men jeg maa prøve St. Peders Briller tænkte jeg, hvem veed, hvor langt jeg seer med dem, maaskee gjør jeg de største Opdagelser i Maanen. — Er det nu bare ægte himmelske Briller og ikke Nürnberger-Stads. Jeg satte dem paa Næsen og saae i Veiret, nei det var ikke simple Rude-Glas. En heel broget Verden aabnede sig for mig. Høit oppe hang Himmelen, Tidens store uendelige Hav; som bortilende Secler seilede Skybjergene hen over mig. Menneskelige Skik-
