Side:Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/81

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

— 65 —

kelser arbeidede saa travle paa deres Babeltaarnne, drømte om Udødelighed og forgik i det Samme, Sky-Seclerne selv smeltede hen paa den fjerne Horizont, som en kulsort Masse, et Skyggebilled af den henrundne Tid. Brogede, luftige Skikkelser tumlede sig igjennem det store Luftrum og istemte en, for det uvante Øre, underlig Concert. Det var Menneskets Ønsker, Haab og Længsel, der dreve bort, et Spil for de tumlende Vinde, medens hver istemte med mægtige Toner, hvad der rørte sig i hans Indre. — Jeg saae ogsaa mine egne Følelser flagre ud som smaa Werthern i elegiske Gevandter, men de vare saa blege, saa skindmagre, ikke andet end den bare Følelse, saa jeg blev ganske bange for deres Optagelse i Verden.

"Ei stop Barnlille!" skreg jeg og greb strax saadant et lille elegisk Hjerte-Suk ved Benene. "For Guds Skyld, viis Jer dog ikke saaledes for Folk! kun i en lystig Narre-Dragt, som originale Krabater, kunne I gjøre Lykke. Enhver sørger dog for sine Børn saa godt han kan, jeg gjorde ogsaa Alt for mine og var tilsidst ret fornøiet baade med mig selv og med dem. Saadanne elegiske Udbrud, ret fra Hjertet, faae dog et ganske andet Syn, naar man maler de blege Ansigter over med en Smule Lune, giver dem et Par comiske Knebelsbarter, en poetisk Papirskrone og al sin Vittighed som Brix ved venstre Side, let finde de da Døren aaben, thi Verden vil gjerne lee, træffe de nu paa et beslægtet Hjerte, saa kjendes de nok gjennem Masken og blive da dobbelt velkomne.