— 69 —
Dem fulgte det respectable Borgerskab, i hvilket jeg kjendte mangen agtet Mand fra Schröders og Ifflands Stykker, samr mangen ædel Kjæltring, udmunderet af August von Kotzebue. Her var ellers Eulalia Meinau, ligesom ogsaa Voltaires La pucelle, Marketenterske, men den sidste førte saadan en skammelig gemeen Mund, at jeg saae selv Holbergs gamle Magdalone blive "roth, über und über."
Nn viste der sig tre underlige smaa Cadet-Regimenter, det var Pygmæerne, Lilleputianerne og de Underjordiske. Tommeliden red paa en deilig, grøn Græshoppe, der gjorde mange Caprioler med ham; han holdt sig lil Pygmæerne, der alle saae ret drabelige ud med deres Fingerbøl-Rustning og lange Knappenaals-Landse. — Lilleputianerne red paa glimrende Sommerfugle og svingede de smaa Sabler i Maaneskinnet, medens de Underjordiske, som store sorte Myrer, mylrede Under dem.
Nu kom "Signelill, Thet är en lustigh ochsand- färdig Tragoedia" af Johannes Messinius, ledsaget af Blancmäreta, Svanhueta og flere svenske Tragoedier fra Begyndelsen af det syttende Aarhundrede; men da jeg mærkede, at ikke det halve Tog var forbi, og jeg følte mig ganske sulten, løb jeg strax hen til en smuk lille Brødkone, der stod i Nærheden med sin rene, pyntelige Kurv. Jeg nærmede mig hende, det var Mad. Cottins Malvina. Hun trak strax Dugen bort — (den er bekjendt fra Axel og Valborg) — jeg stirrede ned
