— 72 —
"O," svarede de mig, "det er deels gamle Classikere, deels kun lidet bekjendte Skrifter, hvilke Nutidens Smaa-Forfattere snart stjæle en Arm, snart et Been fra, nu et Øie, nu en Helte-Arm, for saaledes at flikke dem en nogenlunde taalelig Helt og Heltinde sammen, de kunne give ud for deres egen; og naar der nu pilles saaledes, hvad skal der da blive af Skrogene? Gud veed, vi flikke nok paa dem."
"Men hvor ville de nu hen?" spurgte jeg Manden.
"Vi følge med Tropperne til den store Caserne," sagde han og pegede frem for sig; jeg saae der hen ad; midt paa Amager laae et lille Bjerg, begroet med Krat, øverst oppe paa Toppen laae en stor Bygning, det var Poesiens Tempel.
Det hele Bjerg var omgivet med en Ringmuur og en dyb muddret Voldgrav, hvorfra nogle hæslige Frøer i et Væk skrege:
"Brekkekex, coax, coax, vi ere Poeter!"
Ved den store Indgang paa Muren, hvorigjennem Hæren drog, mylrede der af fæle Udyr, som bjæffede den hele Tid, og det af de allerbedste Regimenter. Disse Udyr, sagde man mig, vare de uvidende Recensenter og man lignede dem altid ved Cerberus, men jeg finder at denne Lignelse halter altfor meget; thi Cerberus har fire Been og tre Hoveder; men slige Recensenter har slet intet Hoved og aldrig meer end to synlige Been.
Det paakom mig en uhyre Lyst til at komme ind at see den hele Herlighed? men hvorledes kunde dette skee? — Dog, det syntes som Malvina havde fattet Godhed
