— 74 —
menter. — Allerede fra Toppen overskuede jeg en stor Deel as disse.
Gjennem hele Frankerig gik store Alleer af Tragoedier; men hist og her tittede ogsaa herlige, comiske Satyrer frem, og i Træernes Toppe sad Vaudevillen, som en deilig lille Fugl, der qviddrede sine naturlige, lystige Sange, himmelhøie Pyrenæer strakte sig mellem dette Land og Spaniens romantiske Digterhauge, men dog tittede Cervantes Kæmpebillede Don Quixote over den høie Fjeldtinde og hilsede Molieres ægte comiske Børne-Flok.
Jeg havde troet, at jeg var den Eneste, der var sluppen ind, og undrede mig derfor ikke lidet ved at see det hele Digterland, ja selve Templet, overalt vrimle af Mennesker; de Fleste saae desuden saa prosaiske ud, at jeg aldrig kunde begribe, hvorledes de vare slupne ind.
"O," sagde Visekjærlingen, "det er meget let at komme her ind; man tager blot Billetter hos Reitzel, Brummer, eller i den Gyldendalske Boghandel, ja man kan faae dem paa alle Leiebibliotheker; Intet er lettere, end at komme til at see det hele Digterland. "Men der er Forskjel paa at see og sees," vedblev hun, "Et er at løbe alle Værelser igjennem, et Andet at indlogere sig her for bestandig og faae den store Orden: du merito poetique; det er en Faddergave, som kun Naturen giver Barnet i Vuggen.
Altsaa behøvede jeg ikke at være krøbet i Madkurven; dog, jeg sparede jo min Mark og kom tillige ind paa en romantisk Maade; det trøstede mig. Jeg fulgte
