— 75 —
den store Masse til Hovedindgangen af Templet; overalt var der broget Selskab. Geistlige og verdslige, militaire og civile imellem hinanden. Strømmen rev mig med sig, og snart stod jeg i den lille Haugestue, som var indviet de lyriske Digte. Her sadde Horatz og Anakreon med Roser om Panden og drak skummende Falerner-Viin af de gyldne Pokaler. Rundtom i Hækkerne laae Troubadourer og qvinkelerede, og fra alle fire Verdens Hjørner strømmede der Poeter, saavel vilde, som tamme.
Ellers lagde jeg Mærke til, at mange af Tilskuerne, naar de kom derind, fik strax en poetisk Udslet og begyndte med eet at banke deres Dame paa Hjertet, i det de sang: "Luk op for den lille Petro!" — Blev Raptussen for stærk, skyndte de sig hurtig ud af Haugestuen og forsvandt bag et Stakit; jeg fulgte efter og saae dem kjøle sig af i en lille, bundløs Søe, der udgjorde det Meste af Departementet for Leiligheds-Vers, der idet Hele taget var altfor indknebet til at kunne frembringe noget virkeligt Stort. Rundt om Søen var der smaa Klipper af Aviser og andre Tidsskrifter, der ved den idelige Overskylling af Vandet vare grønne og golde. Jeg vendte snart tilbage, thi Luften var temmelig fugtig, og søgte nu, for at styrke mig, ind i Holbergs Gallerie. Men her vare ingen malede Billeder, lyslevende sadde de gode gamle Bedsteforældre her, og talede deres ærlige, ligefremme Sprog. Iøvrigt lagde jeg Mærke til, at en stor Deel af de spadserende Damer havde puttet Bomuld i Ørene og vare meget fordybede i en Bog, de
