— 76 —
læste i, for ikke at høre de Gamles Tale; jeg tittede en af disse blye Eva-Døttre over Skulderen, for at see, om det ikke var "den bedendes Kjæde", men tænk engang, det var Grecourts Skrifter, men da den var paa fransk, kunde den godt læses.
Et lille Sideværelse var indviet Skuespillene; her stod Kotzebues Portræt, bekrandset med Petersille og andre Kjøkken-Urter; Iffland, Jünger og Schröder hang temmelig i Skygge. Ellers vare alle Malerierne meget alvorlige og mørke i Forgrunden, men bagtil kom der altid en rig Nabob, en Arv, eller en Gevinst i Classelotteriet, der forenede de Elskende under et smukt Tableau.
Bifalds-Yttringer døvedes ved en stærk Hulken fra det næste Værelse; dette var indviet de følsomme Romaner. Gulvet var ganske forstenet af de mange salte Taarer her fløde. Igjennem Ruderne nød man en Udsigt i de meest romantiske Dale, man kan tænke sig. Her var en evig Aften- og Morgenrøde, der slog Spar-To til den, vi have. Hist laae Aristomenes's Hytte mellem steile Klippevægge. I det lille Vertshuus nede i Landsbyen logerede Dido og Don Pedro hos Familien von Langen. Jeg skimtede Præstegaarden ved Søen og saae Liesli spadsere med Mimeli i det Grønne. Siegwarth laae og gispede paa Marianes Grav, og Dødsengelen svævede ham over Hovedet. Ellers var der en Ting, der i Begyndelsen især undrede mig, nemlig at Cornelius Nepos og Phædrus stode øverst imellem de følsomme Romaner, men saa fik jeg siden at
