Side:Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.djvu/93

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

— 77 —

vide, at de med Rette vare stillede der, da de ere de to Autores, der have faaet de fleste uskyldige Taarer til at flyde. Af de Forfattere, der her for Øieblikket havde deres Middags Høide, var især Clauren; Damerne vare færdige at levere et Feldtslag, for at faae Fingre i hans Skrifter.

Det er da ogsaa Noget, man kan forstaae; Skade, at det taber saa meget ved Oversættelsen, f. Ex. de mange deilige Diminutiver, der overalt møde i Originalen, kan man nu aldrig faae, og de staae jo dog saa ganske poetisk, som et Billede paa Aanden i det Hele.

Jeg kunde ikke holde ud at være i denne Trængsel og skyndte mig derfor videre frem.

En skummel Grotte, oplyst ved en Kulild, omgav mig; det var Nat og Maaneskin; sorte Uveirs Skyer hang truende paa Himmelen, og enkelte Lyn glimtede i det Fjerne. Jeg var i Røverhistoriernes Departement. En kold Gysen foer igjennem mig, men Alonzo, "der edle Räuberhauptmann", bad mig og de øvrige Tilskuere at være uden Frygt. Rædselsfulde Ruiner og Røverhuler mødte Øiet; hist og her viste der sig ogsaa en Aand. Der var ikke et ærligt Værtshuus i den hele Egn; en gammel, hæslig, rødhaaret Værtinde med lange Knokkelfingre modtog sædvanlig de Reisende og havde nok at gjøre med at puste til den udgaaede Ild. Alt var mistænkeligt og hemmelighedsfuldt. Under Landeveiene vare Snore med Klokker, der ringede, hvergang Nogen kjørte eller red over den. Men ellers vare dog Røverne sædvanligviis de ædleste Mennesker, derimod