— 79 —
viede, der kunde komme herind; de andre Stakler maatte blive udenfor og bleve slemt narrede med Nyrnberger-Træsnit, som man gav ud for ægte, troe Copier, og dertil kom, at det Hele var saa grusomt forandret, hvor f. Ex. Digteren havde sat et deiligt Egetræ, stod her et münchhausensk Kaalblad o. s. v. Ellers lærte jeg, at det ikke er blot Skoledrengene, der mishandle en Digters Mesterværk — det faaer nu saa være, desuden faae de enten Prygl derfor eller en slet Characteer — nei, det ere ogsaa gamle Drenge her i Livet, der ganske artig forhutle en Digter og faae ovenikjøbet en god Characteer derfor. Det skar mig i mit Hjerte, og jeg ilede derfor bort og kom efter nogen Omflakken gjennem nordiske Vaabensale med oehlenschlägerske Kjæmpebilleder, hvis Hakon ikke stod tilbage for nogen af Grækenlands Mester-Værker, og igjennem Middelalderens Riddersale, hvor jeg især dvælede ved Göthes herlige Götz von Berlichingen, ind i de østerlandske Eventyr. Hvilken herlig, glimrende Sal, skjøn som Aladdins Trylleslot. Kostbare Tapeter med Historier af Tusind og een Nat hængte paa Væggene. Her saae man Harun El-Raschid i Selskab med de tre Calendere og Drageren; der vare alle Sindbads Reiser levende afbildede; hist stod Aladdin med Lampen, og her trak Fiskeren Skrinet op af Havet. Midt i Salen hang den talende Fugl, og nedenfor stod det syngende Træ, der lokkede alle Fuglene til sig. Hvilken deilig Hauge var der ikke udenfor! — Paa Træerne voxede Carfunkler og Rubiner, og Blomsterbedene funklede af
