— 82 —
i en unævnelig, sød Veemod. Jeg følte mig atter Barn igjen; Alt smilede mig i den lykkelige Barnehimmel med Kjærlighed imøde. Den Lille tog mig i sine Arme, store Vinger voxede mig ud af Ryggen, og i lystige Lege fløi vi op mod Guds deilige Himmel. Skyerne formede sig til glimrende Luftslotte, der seilede omkring os, og dybt nede laae den hele Verden med alle sine underlige Eventyr. Paa de store, tangklædte Stene ved Stranden sadde Havfruer og sang med Sivkrandse i Haaret, paa Høiene dandsede Elverpigerne i Maaneskin, og i de dybe, mørke Skove koglede Hexene ved det røde, flammende Baal, men os kunde de ikke naae; thi høit oppe sad den gode Gud med alle de fromme Engle-Børn og vinkede os ind i den deilige Himmel. Dristig bestege vi Regnbuen, løb op ad den brogede, luftige Bro, ind i Guds store, herlige Himmel. —
— — "Fik jeg Dig der, Sønneke!" skreg en raa, qvindelig Stemme bag ved mig og loe, saa det gav Echo omkring mig; jeg vilde dreie mig om, men .... ja kjære Læser, Du kan neppe blive saa overrasket, som jeg; aldrig havde jeg drømt, at Knuden saaledes skulde løses.
Et stort Fuglenæt blev kastet mig over Hovedet, saa Brillerne styrtede mig af Næsen, og med dem, som jeg dog greb i Flugten, styrtede ogsaa min hele Herlighed. Alt omkring mig var forsvundet, jeg saae kun det nøgne sneedækte Amager omkring mig; Fuglenættet blev trukket tættere og tættere om mig, og før jeg ret kunde komme til mig selv, mærkede jeg, at jeg sad i et Fuglebuur.
