91
Hans og Trine.
Stalden, havde han tilsidst slukket Lygten for hende og kastet hende omkuld paa nogle Knipper Halm henne i Krogen.
I Løbet af en Maanedstid havde dette gjentaget sig et Par Gange, uden at det dog blev hende rigtig klart, hvorvidt han nogen Sinde naaede sin Hensigt med hende; og kort efter var Fyren rejst tilbage til sin Hjemstavn, uden at hun havde turdet nævne det forefaldne til nogen, fordi han havde truet hende med i saa Fald at ville gjøre en Ulykke paa hende.
Men hver Gang siden hen en Karl eller Dreng begyndte at spøge lidt med hende, var det, som om Mindet om denne gamle Vold paa ny rejste al Modstand i hende.
Skjønt hun til daglig kunde være baade munter og mundrap og ikke selv gik af Vejen hverken for en saftig Hentydning eller et dristigt Ord, kunde det blotte Syn af en kjælent udstrakt Arm bringe hende i Raseri; og mere end én Gang, naar Karlene i Marken eller paa Stænget — som brugeligt var — vilde tillade sig en eller anden Frihed over for hende, havde de til deres Forundring faaet at føle, at det ingenlunde var Mundsvejr
