93
Hans og Trine.
Der vaagnede i hende en hæftig Trang til Kjærlighed, til at lære Lykken ved en Mands Kys og Favntag at kjende. Det var end ikke langt fra, at hun sad og forelskede sig i denne blege Fremmede, der viste sig saa god mod hendes Søster, og hvis ulykkelige Legemsfejl strax havde vakt hendes Medlidenhed, … ikke mindst maaske, fordi hun syntes, at Søsteren slet ikke med den tilstrækkelige Venlighed gjengjældte hans kjærlige Tilnærmelser.
Hun forstod ikke dette. Og med en Blanding af Sorg og Misundelse tænkte hun paa, om det da virkelig skulde være sandt, hvad hun havde hørt om ude i Byen, at det ikke var med Jakobines bedste Vilje, naar hun i Dag havde ladet sig gjøre til denne Mands Kone.
Hun sad just og grundede over dette, da «Pilken» pludselig slog Næven i Bordet og svor, at han Fanden annamme ham ikke vilde være Forlover ved et Bryllup, hvor Guds Ord ikke blev sunget.
Heri gav de andre ham enstemmig Medhold, og Jakobine fik fat i sin Salmebog, som de havde haft med i Kirken; derpaa tryk-
