94
Hans og Trine.
kede man sig sammen om ham — der strax greb Bogen og flyttede Lysene hen foran sig — og istemte øjeblikkelig den første af Bryllupssalmerne.
Men da de først var begyndt, vilde de slet ikke holde op igjen. Saasnart den første Salme var til Ende, tog de ufortrødent fat paa en ny.
Og saaledes blev de nu ved — opflammede af Øllet og de hellige Ord — indtil de til sidst satte i med en Kraft, som om Væggene skulde sprænges.
… Da Trine ud paa Natten kom ud paa Gaden for at gaa hjem, skinnede Maanen ned over et tyndt Lag nyfalden Sne, der dækkede Jorden og Husenes Tage som et hvidt Lagen. Alt var stille og slukket omkring i Byen; og ikke en Vind krusede det store, mørke Gadekjær, hvori den stjærnebestrøede Himmel spejlede sig.
Da hun kom op til Gaarden, hvor hun tjente, og vilde dreje ind ad Porten, for hun sammen ved at se en Karl, der stod dér ganske stille lænet op til Muren og røg af en Pibe.
Hun saa' strax, at det var Naboens Hans,
