96
Hans og Trine.
sig hende, idet han langsomt skubbede sig frem langs den hvidtede Mur uden et Sekund at slippe hende med sine smaa, skinnende Øjne.
Efter nogen Tids Forløb kom han hende endog saa nær ind paa Livet, at han kunde se hendes Læber bevæge sig og høre Aandedrættet, der arbejdede inde i hendes Bryst. Og da han endnu traadte et Skridt frem, uden at hun rørte sig af Pletten eller forandrede en Mine, blev han pludselig selv ganske underlig til Mode og saa' næsten betuttet paa hende.
Blodet løb ham hastigt til Hovedet, og den store Mund bredte sig i Ansigtet til et idiotisk Smil.
Endelig tog han Mod til sig og sagde sagte:
«Det er saadan et dejligt Vejr i Aften — skal vi ikke gaa lidt ned i Engene sammen, Trine?»
Hun svarede ikke strax; men da han — mere indtrængende — gjentog det, sagde hun:
«Det kan vi jo gjærne.»
Og uden at afvente hans Følgeskab satte hun sig i det samme i Bevægelse ned over Gaden og ud imod Marken.
