99
Hans og Trine.
med sine smaa, rødrandede, lidt rindende Øjne, der ligesom skjulte deres Blik bag Øjenhaarene.
Uadskillelig fra hendes Person var en lang, sort Bindehose, der ikke forlod hendes Hænder, uden naar hun spiste eller sov. Halve Dage kunde hun staa urokkelig med den uden for sin Dør, mekanisk flyttende de krogede Fingre over de travle Pinde, mens hendes Blik spejdende gled ud over Byen, hvor ikke en Dør gik op, ikke en Skorsten røg, uden det øjeblikkelig tildrog sig hendes Opmærksomhed og i Stilhed blev Gjenstand for hendes Betragtninger.
Hun havde kun et eneste Barn, en Søn, der hed Hans, … en køn, blond Knøs paa tyve Aar, rank og velvoxen.
Blandt alle Byens unge Husmandssønner var han noget nær den pæneste; og naar han om Søndagen stod mellem de andre Karle ved Gadekjæret — med spejlblanke Kaptræsko, Plysch-Kasket og lang Pibe med Kvast, saa pillen og pudset som Moderens egen Dagligstue — da stod Ellen selv i Skjul bag Blomsterne i sit Vindue og betragtede ham med underfundig Stolthed.
