103
Hans og Trine.
snakkede hende saa sødt og venligt, at Pigebarnet af lutter Forundring ingen Modstand kunde gjøre.
Men da hun kom frem med sit Ærende, blev Tøsen sprutrød og vilde ikke svare. Og da Ellen trængte ind paa hende og tilsidst i sin Iver tog fat i hendes Arm, rev Pigen sig løs og skubbede sig ud af Døren med en undertrykt Fnisen, idet hun blot mumlede, at «det vidste hun ikke noget om.»
Men endnu samme Dag skulde Ellen ad anden Vej faa al ønskelig Klarhed i Sagen.
Ellen var nemlig ikke den eneste, der i denne Vinters Løb havde holdt et vaagent Øje med Trine.
Ogsaa Trines Madmoder havde længe næret Mistanke, ja tilsidst endog ment at have Grund til at formode, at det var galt fat med Pigebarnet. Og da hun var en praktisk Kone, der var vant til den Slags Historier med sine Piger, tog hun hende en Dag for sig inde i Spisekammeret og spurgte hende rent ud, om hun ikke var frugtsommelig.
Trine nægtede det først bestemt og lo endogsaa deraf. Men da Madmoderen blev ved sit og forlangte at vide Besked for det
