107
Hans og Trine.
han om Aftenen havde fraspændt og i Hast spist sin Mælkegrøds-Nadvere, stak han da i sine Spaseretræsko og luskede bag om Byen hjem til Moderen.
Han traf hende staaende inde i Stuen ved Kakkelovnen og blev strax klar over, at hun allerede vidste Besked.
Hun hverken saa' op eller svarede paa hans «God Aften», da han traadte ind. Og da sagde ikke heller han noget, men satte sig hen paa Bænken under Vinduet, idet han skjødesløst kastede det ene Ben over det andet og saa' ud.
Længe var der ingen anden Lyd i Stuen end fra en lille, klageligt snurrende Kasserolle, som Moderen stod og rørte i.
Tilsidst blev dette ham dog for trykkende, og han begyndte at fløjte ganske sagte. Men i det samme hørte han henne fra Ovnen denne kjendte, langtrukne Snøften, der — ligesom Suset i Løvet — bebudede, at Uvejret trak op … og han tav lyttende.
«Det er saamænd kjønne Ting, man maa høre om dig ude i Byen,» begyndte hun ogsaa lidt efter med sin grædende Stemme og løftede Forklædet op til Øjnene.
