110
Hans og Trine.
været fra hende, saa var vi ikke kommen i den Fortræd. Og skulde du endelig ha'e løbet gal — saa er der da andre — véd jeg — som du ingen Skade kunde ha'e gjort paa … Men Trine har vel nok vidst, hvad hun gjorde, tænker jeg.»
«Hvad skulde hun ha'e vidst?» spurgte Hans og saa' nu for første Gang paa hende. Der havde været noget i hendes Tone, der havde vakt hans Opmærksomhed.
«Aa — hun er vel ikke Bines Søster for ingen Ting, tænker jeg.»
«Da er der vist ingen, der skal sige hende noget paa,» sagde Hans og rynkede Brynene lidt.
«Aa, det er vist ikke værd at være saa storpralendes.»
«Hvad mener du med det?»
«Det kunde kanske være, der ogsaa var andre, der kunde snakke lidt med her.»
«Hvem skulde det maaske være?»
«Aa — jeg tænker .... ham, den store Povl, der rejste forleden Aar … han kunde vel nok fortælle et og andet, om han ellers havde været her,» sagde hun, atter
