111
Hans og Trine.
ligesom for sig selv og idet hun gav sig til at pusle med noget Pindekvas under Ovnen.
«Povl Fynbo?»
«Ja, saadan hed han nok.»
«Det er en god Løgn, den!» sagde Hans og lo atter kort.
«Aa — Gud véd.»
«Hvor har du det fra, mig for Lov?»
«Det var da ikke saa svært at se for en, der havde lidt Øjne i Ho'edet, at der var de to noget imellem. Han skulde jo immer rende efter hende, hvor hun gik og stod — og det har han vel ikke gjort for tør Munds Skyld, tænker jeg .... Saa det var kanske bedst, om man forhørte sig lidt først. Man har da ikke nødig at blive hængendes for en Skøjes Skyld … Kan hun ha'e haft én, kan hun vel ha'e haft flere, mener jeg. Og den, som begynder paa de Dele, ligesom hun har sluppet Kirkegulvet — og stort videre kan hun da ikke ha'e været den Gang — hun bli'er vel ikke let anderledes, tænker jeg, hvor kalkunsk hun end skaber sig og spiller Avekat for at putte Tosser Blaar i Øjnene.»
«Har du maaske hørt noget senere ogsaa?» spurgte han og saa' usikkert paa hende.
