113
Hans og Trine.
tungt, koldt Regnmulm havde indhyllet Byen, hvor der blot hist og her saaes Lys fra enkelte af Husmandshytterne. I Gaardene var alt allerede gaaet til Ro. En Flok Ænder laa og sov paa Vandet midt ude i Gadekjæret, og foran en lukket Port sad en Kat og mjavede.
Han traf Trine omme bag det Havegjærde, hvor de om Aftenen plejede at sætte hinanden Stævne.
Hun havde allerede ventet paa ham en Stund; og da hun nu hørte hans Trin, gik hun ham helt forlegen i Møde, fordi hun nok tænkte, han havde faaet Nys om, hvordan Sagerne stod.
De fulgtes derpaa stiltiende et Stykke ud ad Markvejen, hvor den stjærneløse Himmel og de nypløjede Agre gjorde alting sort omkring dem.
Da Hans mærkede, at Trine vilde have fat i hans Haand, stak han begge Hænderne i Lommen og saa' til den anden Side; og da de var kommen saa langt fra Byen, at ingen vilde kunne høre dem, vendte han sig brat om imod hende og spurgte uden Omsvøb,
