Side:Fra Hytterne.pdf/126

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

114

Hans og Trine.


hvorledes hun havde haft det med den store Povl.

Først blev Trine bleg. Hun havde aldrig omtalt dette Forhold for nogen, for at det ikke skulde komme ud blandt Folk, og fordi hun ikke selv skjøttede om at erindre det. Men nu gav hun sig rolig og omstændelig til at fortælle alt, hvad der i sin Tid var passeret, idet hun nøjagtig beskrev enhver Ting, saaledes som den var gaaet for sig, og uden at lægge Dølgsmaal paa nogen Enkelthed, som endnu var bevaret i hendes Hukommelse.

Da hun havde endt sin Beretning, saa' Hans ud mod Skoven og udstødte en langtrukken Fløjtetone:

«Naa, paa dén Maner, min Tøs! … Ja, den Slags kjender vi jo nok.»

«Du tror da ikke, jeg lyver?» spurgte hun og saa' med ét forskrækket op paa ham.

«Du bilder dig nok ind, jeg er fra i Gaar,» svarede han, mens et lunt triumferende Smil spillede om hans Mund. «Men du kan tro nej, min Pige! Dér har du Fanden gale mig stukket Fingren i den forkerte Potte!»

Og da de netop havde naaet en Fodsti, der over Pløjejorden førte skraat tilbage til