117
Hans og Trine.
rigtig i Ho'edet i denne Tid? I over en Uge har jeg ikke set dig, skjønt du véd, hvordan det er fat med mig … Du har slet ikke været syg; kom ikke og fortæl mig det for jeg véd, du var til Bibellæsning i Onsdags — og i Gaar gik du ind til Søren Nilens uden at se til Vinduerne en Gang. Hvad skal det sige? Har du glemt, at jeg er din Kjæreste, og hvad du har lovet mig?»
«Hør nu!» tog Hans endelig Ordet. «Skab dig bare ikke, min Tøs! … Du kan spare dig al Ulejlighed — mig stikker du Fanden gale mig ikke Blaar i Øjnene længer. Jeg har længe nok ladet mig holde for Nar af dig, … men nu kjender jeg dine Kjæresterier, forstaar du — baade med ham Povl og mange flere .... Ja, det nytter dig nu slet ikke, du sætter det Fjæs op, min Pige, for den er opdaget … og jeg vil bare be' dig, du for Fremtiden holder dig lidt til en Side, hvad mig angaar, for kommer du én Gang til paa den her Manér, kunde det kanske hænde sig, der vankede én paa Tuden oven i Kjøbet.»
Med disse Ord gik han op mod Gaarden og ind ad den tjærede Port, som han drø-
