119
Hans og Trine.
førte løsrevne Stumper af hendes Krampegraad ud over de mørke, tavse Enge og den dystre Fjord, der — ligesom søvndrukkent blinkede derude under den tunge, forrevne Skyhimmel.
Hun havde puttet en Snip af sit uldne, brune Hovedtørklæde ind mellem sine Tænder, og hver Gang Graaden paa ny vilde bryde frem, rev og sled hun i det, for ligesom at tvinge sig selv til Rolighed.
Men hun kunde ikke styre sine oprørte Følelser, naar hun tænkte paa, hvad der var overgaaet hende … Hun havde vel aldrig selv ventet, at Hans skulde have giftet sig med hende strax. Dertil, vidste hun godt, var de endnu begge for unge. Men hvad hun sikkert havde haabet var, at han vilde forlove sig rigtig med hende, og at da ogsaa hans Moder skulde vise sig venlig imod hende og — naar Tiden kom — tage sig af hende og hendes Barn.
Hun havde allerede ofte i Tankerne set sig selv i Ellens pæne, hyggelige Stue med de gule Gardiner og Skilderierne paa Væggene, — tænkt sig liggende med sin Lille i Armen i en af de store Omhængssenge bag det blommede Kattun, strækkende Lemmerne i
