121
Hans og Trine.
Fortvivlelse saa voldsomt sammen over hende, at Lillepigen — der var bleven vækket ved hendes Side — ganske betuttet gav sig til at tænke over et Kjærlighedsæventyr, i hvilket hun netop i de samme Dage havde indladt sig med Storedrengen.
— — Til Majdag Skiftetid flyttede Trine hjem til sin Moder, hos hvem hun derefter opholdt sig, indtil hun ud paa Efterhøsten blev forløst.
I hele denne Sommer saa' hun ikke noget til Hans. Han var vel tilsidst gaaet ind paa at lade sig udlægge som Barnefader og betale det sædvanlige, aarlige Bidrag til Barnets Underhold, men havde ellers holdt sig ganske borte fra hende og ved enhver Lejlighed vidst at undgaa hende.
Der var enkelte i Byen, der skumlede lidt over dette Forhold; men i Almindelighed mente man dog, at efter hvad der mere og mere oplystes om Trine og hendes Fortid, var der ikke noget at sige til, om han holdt sig lidt tilbage.
Kun én Gang i Sommerens Løb stødte de uforvarende paa hinanden midt i Byen.
Det var en Middagsstund i Høsten, da Hans med sin Le paa Nakken kom fløjtende
