128
Vandreren.
vilde da ikke hver Plet fra Skjel til Skjel kunne ringe for Ørerne af denne Slægt, hvis Hæder og Hævn det skulde været at høste denne Jord, som Fædrene har pløjet!
Under Betragtninger af denne Art var
han igjen naaet udenfor Hovmarks-Grænsen og
fortsatte tankefuldt sin Vej hen over de
saakaldte «Kjedelbakker», et øde, knudret
Jordsmon, fuldt af større og mindre, kjedelformede
Huller med store Sten og smaa Tjørnebuske
paa Bunden.
Alt var stille omkring ham. Himlen havde sænket sig endnu lavere og syntes at slæbe sine Skyfrynser hen over Fjorden. Fra denne lød blot nu og da et dumpt, fjærnt Drøn af Isen, der brød op. Overalt, hvor han kom frem, lugtede der af Ræv. Flere Gange saa' han ogsaa Mikkels lange Spor i Gruset og syntes at kunne høre den komme listende nede mellem Tjørnene.
Pludselig standsede han foran et lille, enligt liggende Hus, der laa skjult af et stort Stengjærde, med hvilket det var sammenbygget, og som strax paa en særegen Maade tiltrak sig hans Opmærksomhed.
