129
Vandreren.
Dette skyldtes ikke alene Husets ualmindelige Ælde, dets underlig høje, gammeldags Tagform og de ganske lave Mure, hvis smaa, blyindfældte Ruder spillede i alle Regnbuens Farver. Det var tillige noget eget stumt, ligesom uddødt, der hvilede over det, og som kunde bringe en paa den Tanke, at det var en forladt og forglemt Levning fra hine længst forsvundne Tider, der paa denne skjulte Plet havde faaet Lov til uforstyrret at smuldre hen.
Der var ikke en Lyd at høre derinde fra, ikke menneskeligt Liv at spore bag de fuldkommen tomme Vinduer.
Af Nysgjerrighed gik han hen og trykkede forsigtig paa Klinken.
Jo, der var aabent, — og han stak Hovedet ind i en lille Forstue med opblødt Lergulv og en muggen Lugt. Herfra førte atter en gammel, utæt Dør, som han ligeledes varsomt aabnede, ind i et temmelig stort, lavt og tomt Rum, hvor Støvet laa i tætte Lag over et Bord og en Bænk.
En gammel skimlet Rok og et Par henvisnede Potteplanter, der stod paa Bænken i en tør, askeagtig Jord, kunde for den Sags
