130
Vandreren.
Skyld godt se ud til at have staaet saaledes urørt i et Aarhundrede. Men et svagt Spor af Tørveos samt de tydelige Mærker efter et Sæt Fingre, der var gaaet hen over Bordpladens Støvlag, godtgjorde, at Mennesker i alle Fald endnu havde Gang her i Hulen.
Han vilde just vende sig for igjen at gaa, da han pludselig i Sengen — en bred, ormædt Egeseng med en gardinløs Himmel over — opdagede en kvindelig Skikkelse … en graa, indskrumpet Mumie, der laa sammen bøjet, med Ansigtet ind imod Væggen, under et gammelt, slunkent Dynevaar, der faldt tæt om det lille Legeme. Et gult Tørklæde var bundet stramt omkring Hovedet, og oppe under Hagen laa begge de tynde, voxblege Hænder trykket ind mod Kroppen og knyttede.
Han traadte uvilkaarlig et Skridt tilbage … et Lig.
Men i det samme drejede Skikkelsen med Anstrengelse sit lille Hoved en næsten umærkelig Smule. Og med en Stemme, der fik ham til at fare sammen … en lille, hviskende, klangløs Stemme, der syntes som hentet langt borte fra en hel anden, fjærn Verden, hørte han hende sige:
