131
Vandreren.
«Er det dig, Kathrine?»
Han blev saa underlig til Mode ved pludselig at høre en menneskelig Røst, og vidste saa lidt, hvorledes han i en Hast skulde svare og forklare sig, at han efter en kort Betænkning foretrak ganske sagte at liste ud igjen den Vej, han var kommen.
Han lukkede forsigtig Døren efter sig og lod Klinken lydløst falde til.
Da han stod i det Fri, kom en stor, pjaltet Husmandskone tilsyne et Stykke borte. Hun standsede for Enden af det høje Stendige, bag hvilket han nu blev opmærksom paa en hel Samling af Smaahytter, der stak deres Skorstenspiber op over Gjærdet.
Konen havde et stort tre-fire Aars Barn paa Armen og skreg strax af al sin Magt gjennem den tunge, stødvise Vind, der imidlertid havde rejst sig:
«Vil han snakke med no'en?»
Han støttede sig rolig til sin Stok og raabte tilbage:
«Hvad er det for en Kone, der ligger derinde?»
«Hvem den Kone er?»
«Ja.»
