132
Vandreren.
Hun syntes at betænke sig, idet hun betragtede ham. Derefter kom det:
«Kan det ikke være ham lige meget?»
«Nej. — Hvad ligger hun dér for?»
«Hvad hun ligger dér for,» hørte han hende gjentage for sig selv (thi Vinden bar med). Derpaa satte hun sig langsomt i Bevægelse hen imod ham, men standsede atter i en halv Snes Skridts Afstand og undersøgte ham fra Taa til Top.
«Hvad hun ligger dér for,» gjentog hun paa ny.
«Hvor skulde hun kanske ellers ligge?»
«Er hun da syg?»
«Næ.»
«Hvorfor ligger hun da i Sengen?»
«Hvorfor?»
«Ja.»
Hun syntes vedvarende utilbøjelig til at give ham den attraaede Oplysning, men betragtede ham bestandig mistænksommere med sine store vandblaa Øjne.
Først da han havde forklaret hende, hvorledes han var kommen ind i Hytten, og hvad der dér var hændet ham, fik hun et lidt
