133
Vandreren.
blidere Udtryk og nærmede sig atter langsomt.
Hun var et tungt, karlehøjt Kvindfolk med et udtæret Ansigt og et magert, kobberrødt Bryst, der skimtedes nøgent inde bag det ophægtede Kjoleliv. Barnet, som hun slæbte paa Armen, var en stor, uformelig tyk Dreng med et Par uhyre Kinder og smaa, betændte, rødt opsvulmede Øjne, som han kneb sammen for at taale Lyset. Han havde smaa Træsko paa Fødderne og sammensyede Uldsokker, der kun naaede ganske kort op paa de forøvrig ganske nøgne Ben. Ogsaa Barnets Hoved var ubedækket; og mellem de tynde, krøllede, rødgule Haar saaes tykke Skorper af sort Arp, der dækkede hele den forreste Del af Hovedbunden.
«Naa, saadan,» sagde hun tilsidst og smilte bredt. «Saa har hun faaet sig en ordentlig Forskrækkelse, det gamle Liv! … Det var da løjerligt nok. Jeg tænkte ellers, at gamle Else var vel nok kjendt her. Men hun er ikke syg. Hun er sgu lige saa frisk som en anden, er hun. Men hun er 84, det er Sagen, og har ikke været af Sengen i otte Aar.»
