134
Vandreren.
«I otte Aar!»
«Nej, Gu' om hun har! … Naa, saa hun spurgte, om det var mig, det gamle Skrog!» vedblev hun og lo igjen. «Dér har hun sgu faaet sig en rigtig Forskrækkelse da. Spurgte hun saa ikke, om det var Vorherre? Ikke? Ja, for hun ligger jo og venter ham, siger hun — og hun er jo da heller ikke bedre værd for Resten, end at der blev løst op for hende. Jeg venter paa Vorherre, siger hun — han husker mig nok, siger hun — og naar hun saa hører nogen, som kommer gaaende paa Vejen, saa tror hun jo strax, at det er ham. Giv mig nu Bogen her hen i Sengen, for der kommer Vorherre, siger hun saa .... Hun er jo natyrlig ikke rigtig i Ho'edet, forstaar sig; og hun gjør sig jo saa mange Spekulationer, naar hun saadan ligger dér og spekulerer for sig selv.»
«Men ligger hun da altid saadan ganske alene? Er der ingen, der plejer hende?»
«Plejer hende? Jo, det gjør jeg. Det er mig, der hedder Kathrine, som hun snakkede om,» fortsatte Konen, der nu ret var begyndt at faa Munden paa Gang, uden dog et Sekund at slippe den fremmede med Øjnene,
