Side:Fra Hytterne.pdf/149

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

137

Vandreren.


havde fri, hjalp hun hende nu til Leje igjen i Halmen og klappede Dynevaaret tættere sammen om det lille Legeme.

«Der er ikke meget Fedt paa den mere,» henvendte hun sig derpaa til den fremmede, idet hun løftede paa den tynde og ynkeligt afpillede Arm, der laa over Dynen. «Og dersom De vil føle her paa Haanden, saa skal De mærke, hvor kold den er. Det er ligesom et Ligs — ikke? For hun har det alier værst med den Kulde, det gamle Skidt! Og det er da endelig ikke saa underligt, for den Smule Dyne kan der da ikke være megen Varme i, og Ovnen dér trænger ogsaa til Helbredelse, — men Sognet vil nu helst ha'e hende op paa Kassen, skal jeg sige Dem; for de tænker vel, at hun saa kreperer paa Vejen.»

Den Gamle laa nu ganske rolig og stirrede stift med sine smaa, sorte Øjne hen paa den fremmede, idet hun uafbrudt mumlede for sig selv:

«Jeg tænkte, det var Vorherre.»

Han havde stillet sig hen for Enden af Sengen, og mens Husmandskonen vedblev at fortælle, saa' han omkring i den nøgne Stue — paa den skimlede Rok, den gamle, møre Seng