Side:Fra Hytterne.pdf/151

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

139

Vandreren.


Dernede for hans Fødder laa den lille By mellem Bakkerne med sit runde, svagt kobberfarvede Gadekjær og sine otte store, nye Bøndergaarde, fra hvilke Plejleres taktfaste Arbejden lød herop som et roligt, sundt Hjærteslag. Majestætisk — som smaa Herresæder — løftede disse deres Tage over de usle, klinede Lerhytter, der klumpede sig sammen nede i Sølen. Hist og her kom en træt Arbejder slentrende ud af en Port med Madkassen i en Snor over Skulderen og drev bort over Markerne — eller dukkede ind i et af de smaa, mørke, fugtige Rum, hvor disse arme Folk sidder ved deres Kartoffelmad og Brændevin, bøjet af Værk, gnavet af Utøj, frygtsomt ventende den Dag i Alderdommen, da Bonden kaster dem ud af deres Huler, og «Sognet» tager dem i sin naaderige Varetægt …

Og langsomt og eftertænksomt gjentog han for sig selv:

»Frihedens — Fremskridtets — Humanitetens Aarhundrede!».