7
Knokkelmanden.
løb — var ikke alene hele Kjøbesummen med Rente og Rentes Rente fuldt udbetalt og Jord og hele Pladsen tifold forbedret, ja stegen i Værdi til det tredobbelte, men inde i Byen vilde man endog mene, at de lykkelige Mennesker sidste Terminsdag havde kunnet gjøre et ikke ganske ubetydeligt Indskud i Sparebanken.
Men ikke heller dette var naaet uden de utroligste Selvopofrelser.
Hver Dag, hver Time i alle disse Aar havde været en eneste slidfuld Stræben hen imod det Maal, hvis Opfyldelse havde været deres Ungdomsdages store, fælles Drøm og hemmelige Forhaabning: en Gang at blive frie Folk paa fri Jord.
Deres lave, grønmalede Dør havde været den første, der aabnede sig før Daggry, den sidste, der lukkede sig for Natten. I Middagssol, naar andre sov, i Regn eller Storm, altid var de paa Færde i Mark eller Have uden at raste, … brød Sten, satte Gjærder, puslede deres Blomster eller røgtede Bistaderne. Ja, midt i den mørkeste og strengeste Vintertid kunde man regelmæssig Klokken
