12
Knokkelmanden.
Fugt, og Simon lettede blot nu og da sit Hjærte ved et tankefuldt:
«Naa, ja ja … her sitter vi, Ane!»
Efterhaanden fik de dog Tungen mere paa Gled og lo mere utvungent. Tilsidst begyndte endog Ane — greben af en pludselig Kaadhed — at kaste Stikkelsbærskaller i Hovedet paa Simon. Først sad han en Stund og tog imod dem med sveden Rolighed; men snart begyndte han at svare ved sindigt at pirke hende i Siden med Pibespidsen og kilre hende under Armhulerne. Hun slog ham over Haanden og lo overgivent. Men da greb han hende pludselig om begge Haandleddene og vilde vælte hende bag over. Hun værgede sig tappert og sparkede fra sig med Træskoene.
Dette morede dem. Den Slags Spøg havde de aldrig haft Tid til at tænke paa før. Og da Solen helt var under, og de var krøben op i Alkoven, kyssedes de saa varmt og eftertrykkeligt, som om de for anden Gang havde fundet hinanden i en ny og lykkeligere Ungdom.
Det var en af deres mange Bestemmelser, at fra denne Dag vilde de ligge en Time længere i Sengen om Morgenen. I Begyndelsen havde de imidlertid al for megen
