14
Knokkelmanden.
Men Smerterne overvældede hende, hun maatte sætte sig i Læsset.
«Herre Jøsses! … Hva' er der, Ane?»
«Jeg véd ikke, … det er i Maven.»
«Naa—aa,» sagde Simon beroliget og stak atter op. «Du maa ta' dig et Par Peberkorn til Midaftensmaden, saa linder'et vel.»
Da Ane kom hjem, tog hun tretten store Peberkorn i et halvt Glas Brændevin. Om Natten laa hun med sin Uldklokke over Maven, og yderligere havde hun i Smug lagt en flækket Ært i et nygnavet Musehul … saa det behøver ikke at fortælles, at hun denne Gang kom sig.
Men helt rask blev hun alligevel ikke. Hele Efteraaret gik hun og smaaskrantede og frøs, og det skjønt hun i et og alt punktlig efterkom enhver af Distriktslægens Forskrifter og Formaninger, gned sig tre Gange daglig over Lænderne med Uld, afholdt sig fra alle tungt fordøjelige Spiser, drak blodrensende The hver Morgen og Aften og underskrev Kanonadressen.
Den gamle, spøgefulde Herre, der gjærne kom fra en Middag eller Jagtfrokost paa en af Herregaardene, vidste aabenbart ikke syn-
