18
Knokkelmanden.
det store Rum, de blege, spændte Ansigter, Luften, der var mættet med Karbol som paa et Hospital — alt talte paa en Gang til dem om Død og Opløsning.
De havde som sædvanlig trukket sig tilbage til en Krog, hvor de stod tavse og holdt hinanden i Haanden, mens deres Øjne mødtes, hver Gang Døren til Professorens Stue aabnedes og en bleg Skygge gled ud eller ind. Men da endelig deres eget Nummer af Tjeneren blev raabt op, og de selv stod i Døren, i Færd med at gaa derind, greb Ane pludselig angstfuld om Simons Arm som for at holde ham tilbage.
«Værs'god! — træd ind — og luk Døren!» raabte Professoren, en lille hastig Mand med hvide Haar og hvidt Halsbind, der stod midt paa Tæppet og pudsede et lille Instrument med sit Lommetørklæde.
«De fejler?» spurgte han derpaa strax, da Døren var bleven lukket, idet han under de mørke, buskede Bryn kastede et hurtigt undersøgende Blik hen imod dem.
Da Simon efter Ævne havde forklaret og omstændelig beskrevet Aarsagen til deres «Besøg», puttede Professoren, der hidtil ikke
