21
Knokkelmanden.
Simon vaklede et Skridt frem, med Haanden i den indvendige Brystlomme.
«Hvor … meget …?» stammede han.
«Otte Kroner», svarede Professoren henne fra Vinduesfordybningen — med en Stemme, hvori man kun vanskeligt skulde kunne spore den dybe Medlidenhed, der laa i det Blik, hvormed han ufravendt betragtede dem, mens han lod, som om han pudsede sine Negle.
Simon famlede med sine tykke Fingre i Tegnebogen og talte Pengene op.
«I Fald De kun har smaa Midler, saa koster det intet», sagde derpaa Doktoren meget stille.
Men Simon rystede paa Hovedet, og de gik.
Professoren blev staaende lidt, støttet med Ryggen mod Vinduesposten, og faldt et Øjeblik i Tanker.
«Den næste», raabte han saa og stillede sig atter midt ud paa Gulvtæppet for at tage imod.
… Nede paa Gaden stod Polle, den langskjæggede, og ventede med Kjøretøjet for strax at føre Simon og Ane hjem. De steg tavse til Sæde, og først da de var langt uden for Byen, fik Simon Mod til at tale.
