22
Knokkelmanden.
«Det er vel ikke godt?» spurgte han da, men uden at se paa hende.
«Nej», hviskede hun, næppe hørligt.
Han daskede lidt paa Hesten.
«Det er kanske helt skidt?»
«Ja».
Skjønt han havde ventet Svarene, gik der dog efter ethvert af dem et Stød gjennem Simon. Hans blaa Læber skjælvede, og han vovede ikke at fritte mere.
Men da de kom saa langt frem, at de over Fjorden kunde se Boelstedets grønne Vinduesrammer og Bistaderne langs Havehegnet, faldt Ane i Graad. Og da de naaede Hjemmet, og den fremmede Kone, de havde faaet til at passe Eulalia under Fraværelsen, traadte ud med Barnet paa sine Arme, trykkede hun strax dette til sig med en saa usædvanlig Hæftighed, at Simon nu forstod alt.
Det var Døden.
Langsomt, men ustandselig vilde den komme og uden Skaansel tage hende med sig over i det store Mørke ....
