39
Naadsensbrød.
stod aabne, kunde man ude fra se hende vandre rasende og med truende Fagter frem og tilbage i det tomme Rum.
Det havde forøvrigt i den senere Tid ikke været noget usædvanligt Syn for Byens Folk at se Stine i en saadan Ophidselse. Hun havde forhen været en skikkelig og stræbsom Kone, der efter sin Mands Død havde ernæret sig selv og mange Børn ved redeligt Arbejde i Roe- og Kartoffelmarkerne og overhovedet overalt, hvor man havde Brug for en stærk, bred Ryg og et Par rappe Næver. Men siden forgangen Høst, da hun kvæstede sin Haand i et Damptærskeværk, og under den fortvivlede Kamp for Tilværelsen, hun derefter havde maattet føre, var hun bestandig oftere tyet til Fattigfolks store Trøster, til Brændevinens Barmhjærtighed. Fra det Øjeblik det blev hende klart, at al Modstand var forgjæves, og at Arbejdsanstalten alligevel vilde blive hendes sidste Asyl, slap alle Tøjler hende af Hænde; … og nu gik hun derinde som et vildt Dyr over Gulvet, skrækkelig tilredt, med Huen gleden bag ad den halvskaldede Isse og oversmurt med Skarn.
