41
Naadsensbrød.
«Du vil vel ikke lægge Haand paa Fogden», sagde han endelig.
Der var nu fuldkommen Stilhed ude og inde. Stine var sunken i Knæ. Hun holdt ligesom afværgende de sorte, magre, rystende Hænder frem foran sig, medens Kjæberne klaprede som for at tale. Men der kom ingen Lyd. Kun Øjnene — smaa, sorte, rædselslagne under den rødplettede Pande — hvor de bad!
Det var et grufuldt Syn.
Fogden traadte endnu et Skridt frem for at tage fat i hende. Men i det samme lød det med en rusten Jernstemme ude fra Mængden: «Aa — lad hende være, Du!» … og strax efter med tre fire forskjellige Røster det samme Tilraab: «Lad hende være lidt!»
Sognefogden vendte sig ikke. Han havde formodentlig gjenkjendt lange Zacharias Smeds Stemme. Men med et pludseligt Hastværk fik han ved Hjælp af et Par hosstaaende Karle Stines Hænder og Fødder bundne, hvorpaa hun hurtig af fire Mænd og under Skolebørnenes fornyede Skingren bares ud gjennem Døren.
Der er intet Maal for, hvor hun skreg. Det var et Skrig, der syntes at maatte naa
