Den Vej, der fra Lillelunde By fører i Vest, bugter sig først paa en Strækning af næsten en Fjerdingmil hen over fladt og frodigt Land med spredt liggende Gaarde og grønne Agre. Derpaa kravler den møjsommelig op ad en svær, knudret og ufrugtbar Højderyg, der temmelig brat hæver sig fra Slettelandet, og naa'r omsider gjennem flere Svingninger dennes højeste Punkt, hvor den gamle Kampestenskirke ligger ensomt og frit med sin murindhegnede Kirkegaard.
Den ligger deroppe paa den nøgne Pynt, mellem Rævehuler og Lærkereder, — syngende sine daglige Morgen- og Aftensange med klar, indsmigrende Røst, der i stille Vejr høres ned over Sletten, men faldende ind med stærkere og malmfuldere Stemme, hver Gang en af de Lillelunde Folk gjør sin sidste, langsommelige Kirkefærd op igjennem Hulvejene,
