47
Ane-Mette.
et Virvar af Hundreder af Stemmer, der som en Helvedes Koncert trænger herop i de øde Højders paradisiske Fred. — —
En meget varm Sommerdag sad en midaldrende Kone her udenfor Kirkegaardsporten under en gammel Hyldebusk, i hvis tynde, blaa Skygge hun havde søgt Ly for den ubarmhjærtige Sol, der stegte ind over Gravene.
Hun sad i Sørgehætte og sort Shawl og støttede den noget lange, fremskudte Hage i Hulingen af en knoklet, tørvebrun, af Arbejde mishandlet Haand, mens hun — hensunken i Tanker — stirrede ud over Fjorden.
Det var en Kone, der var baade godt og vel kjendt i hele Egnen, hvor hun almindeligvis gik under det besynderlige Navn: Niels Nilens Brud.
Hvor hun egentlig stammede fra, hvem hun oprindelig tilhørte, og hvad hun ellers hed, havde man næsten helt glemt. Thi baade Navn og Berømmelse skyldte hun udelukkende sin for fire Aar siden afdøde Mand, Niels Nilen, der — endskjønt han blot var en fattig Fisker, som endda kun saare sjælden fiskede — havde erhvervet sig en Navnkundighed, der sikkert endnu længe vilde overleve ham.
