51
Ane-Mette.
Det var dette hans sædvanlige Udbrud, der i sin Tid havde givet Anledningen til det Navn, som Konen endnu bar.
Men den Gang var der ellers kun saare faa, der havde en Tanke tilovers for den stakkels Moder, som sad ude paa Marken med fire Børn i en gammel, faldefærdig Hytte og hjælpeløs kæmpede sin stumme Kamp paa Liv og Død for sig og sine Rollinger.
Ingen anede, hvor hun havde stridt og tumlet — Dage og frygtelige Nætter — med dette vanvittige Menneske; … ingen, hvad hendes ærekjære Hjærte havde lidt i denne forsmædelige Elendighed.
Endnu sad de dybe Mærker af disse mange Aars Lidelser og Savn i det lange, ubevægelige, noget maskeagtige Ansigt, … i dette lille Duk af det tunge Hoved, i de brune, ilde tilredte Hænder og i Øjets stumpe, underlig følesløse Blik.
Fire Aar var nu forløbne siden den lykkelige Vintermorgen, da man bragte hende Mandens stivfrosne Lig. Men hun var den Gang allerede sløvet, hendes Modstandskraft brudt. Og naar hun senere nu og
